NÅR SJÆLEN KALDER

Kender du følelsen, når du pludselig bare VED, at der er noget du skal?

Også selvom omverdenen måske er uenig

For 12 år siden blev der kaldt så højt og tydeligt på mig, at det ikke var til at overhøre.

Jeg havde været Yoga- og Højskolelærer i tre år, og det var trygt og godt.

Men noget i mig ville skabe et sted, som kunne række ud over hverdagen,

og ud over mig som underviser. Jeg ville skabe et rum for andre at vokse i.

Jeg ville samle flokke af mennesker og skabe så meget tryghed og udvidelse, skrue så meget op for kvaliteten af nærvær, bevægelse og omsorg, at de kunne slippe gamle udtjente vaner. Forvandle dem til nye, kraftfulde ståsteder og tage hjem lidt mere lysende, lidt mere åbne.

JEG VILLE LAVE RETREATS!

Men samtidig var jeg bange...

Hvad nu, hvis det aldrig lykkedes.

Hvad nu, hvis den store drøm, det dybe kald, blev en kæmpemæssig fiasko?

Og hvor skulle jeg overhovedet lave retreats?

Flere stemmer (både indre og ydre) sagde, at det måske var klogest at vente.

- Vente til børnene var større

- Vente til jeg var mere robust efter stress-sygdom

- Vente til jeg havde mere erfaring som yogalærer

- Vente til jeg ikke var bange mere

Når jeg kigger tilbage bliver jeg overvældet af taknemmelighed, over den måde tingene har flasket sig på. For jeg kunne ikke holde mig tilbage. Der var en ild indeni og den ville fremad.

På en rejse hjem til min familie i Tyrkiet fandt jeg ved et ufatteligt tilfælde den magiske landsby Cirali, som var oplagt til at afholde retreats i. Og hjemme i Danmark viste det sig, at Højskolen jeg arbejdede på, administrerede fælleshuset Aa Strand ved Assens, som også var et oplagt sted.

Nu havde jeg pludselig to fine steder at realisere min drøm. Det føltes som om der var andet i verden end mig, og min vilje, som ville have det her til at ske...

I dag kigger jeg tilbage og er dybt taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg her 8 år senere stadig underviser på begge de to steder og kender hver en sten og hver en krog og dybt taknemmelig over, at jeg efter alle årene STADIG er lige så tændt og ligeså kaldet!

Det har ikke altid været nemt. Jeg har kæmpet med mig selv og usikkerheden. Både præstationsangst og økonomiangst.

Men jeg fortsatte og fik tilsidst arbejdet mig igennem og ud på den anden side. I dag føler jeg mig ubeskriveligt heldig, at have dyrebar erfaring i at skabe, og holde det smukke rum, jeg drømte om.

Jeg er ikke længere usikker på, om det vil lykkes at indfri kaldet… For det ER allerede sket.

Måske drømmer DU om noget som kan synes umuligt....

-Min oplevelse har lært mig at vi kan langt mere end vi tror. Og når noget føles ægte sjælfuldt og vildt vigtigt, bliver vi ofte hjulpet af de mest utrolige meningsfulde tilfældigheder.

Ofte er det muligt at starte i det små. Prøve nogle ideer af. Lege lidt. Få respons.

Jeg håber, at du følger drømmen, selvom du måske er bange... Selvom der er tusinde indre og ydre stemmer som fraråder. Jeg håber, at alle dine dybeste drømme må blive virkelige!

Kærligst fra Senay 🧡