SENSOMMER GLÆDER & RETTEN TIL HVILE
- Senay Jensen
- 12. feb. 2022
- 2 min læsning
Opdateret: 6. jun. 2024
Selvom det kan være vemodigt at slippe højsommerens pulserende liv og udadvendthed, så venter der os rige gaver i høsten.
---------
Syntes du ligesom jeg, at sommeren sluttede lige lovligt hurtigt... og har du følelsen af at være faldet tilbage, ind i hverdagens trummerum? Så er det måske tid til at kigge efter små åndehuller, pauser og fordybelse i andet end praktik. Det tog mig utroligt mange år med stress i systemet, før jeg endelig forstod at jeg ikke er skabt til at yde og præstere hele tiden. Min krop sendte en regning for at have levet et ubalancerede liv og det tvang mig - på den hårde måde - til at lære at tage pauser. I dag tænker jeg på det sådan her: Der er en tid til alting. En tid til at så og en tid til at høste. Hvis jeg aldrig får hvilet - i overført betydning får høstet og i ro og fred nydt frugterne af min indsats, så ender livet med at blive udhulet og jeg bliver en dårligere udgave af mig selv. Underligt nok kan det kræve mod at hvile. Hvorfor? Måske fordi det kan opleves som kontroltab, at slippe roret for en stund. Måske fordi vi har bildt os selv ind at uden os, sker der ikke en skid. Måske fordi vi er blevet tudet ørerne fulde med at vi skal være produktive. Hele. Tiden. Samfundets små maskiner. Men vi er ikke maskiner. Vi er mennesker. Vi har en rytme og en foranderlighed indeni, som minder om naturen med årstidernes skiften. Og dét er vores styrke! For når vi tør slippe og lade op, får vi endnu mere at give af. Det er det simple energiregnskab. Man kan ikke hælde fra en tom kop. Mit sensommerønske for dig, er at du får fyldt depoterne med små dråber af fordybelse, restitution, genopladning. At du giver dig selv lov at være uproduktiv for en stund. Nyde. Så du igen kan yde. God sensommer til dig! Kærlig Hilsen Senay

Comments